Bogø Vandværk beredskab

 

Bogø Vandværk arbejder løbende på at sikre forsyningen og være forberedt på hændelser, hvor den normale vandforsyning bliver afbrudt. Her kan du læse, hvad du som forbruger kan forvente af vandværket ved længerevarende forsyningssvigt.

Ved længerevarende forsyningssvigt tilstræber Bogø Vandværk at etablere nødforsyning med et serviceniveau på mindst 3 liter drikkevand pr. døgn pr. person med bopælsadresse på Bogø. Afhængigt af beredskabssituationen vil forbrugere kunne tappe vand ved vandværket eller på et andet udleveringssted.

Alle forbrugere opfordres til at følge myndighedernes råd om at kunne klare sig selv i 3 døgn, da det kan tage tid at etablere nødforsyning.

Vandværkets nødforsyning er dimensioneret til at sikre nødvendigt drikkevand til mennesker. Ved længerevarende forsyningssvigt kan vandværket derfor ikke garantere vandforsyning til dyrehold, erhvervsformål eller andre større vandforbrug. Ved ekstraordinære hændelser med et øget antal personer på øen vil den konkrete prioritering af ressourcer ske i samarbejde med relevante myndigheder.

Ved ø-dækkende strømsvigt vil der ikke blive sendt vand ud i ledningsnettet, da kloaksystemet er ude af drift.

Ved forsyningssvigt må forbrugerne forvente gener og begrænsninger i vandforsyningen, jf. Bogø Vandværks regulativ.