Om Bogø Vandværk

 

Bogø Vandværk har forsynet drikkevand til Bogø siden 1935, først til et begrænset antal husstande i Bogø By, men efterhånden kom flere og flere husstande til. I 1960’erne og 1970’erne gik det for alvor stærkt, da omkring 500 sommerhusgrunde blev udstykket og tilsluttet den fælles vandforsyning.

I dag dækker Bogø Vandværks forsyningsområde hele Bogø og Farø. Kun én ejendom får vand fra egen brønd. I alt forsyner vandværket knap 1.200 forbrugere, inklusiv godt 450 helårshuse, godt 650 sommerhuse samt flere landbrug, institutioner og virksomheder.

Bogø Vandværk indvinder grundvand fra tre boringer ved Vesterskovvej, Fruekildevej og Skolerne på Bogø. Boringerne er etableret i 1973, 1984 og 2019 og er mellem 50 og 80 m dybe.

Vandet hentes fra kalkmagasinet under tykke lerlag, hvilket er med til at beskytte grundvandet mod forurening. Analyser af vandet viser drikkevand af høj kvalitet uden spor af pesticider, men der findes historiske potentielle forureningskilder i vores indvindingsopland, som vi holder øje med. Desuden arbejder vi på at få sløjfet gamle brønde i Bogø By, da de kan fungere som direkte adgangsveje for forurening fra overfladen til grundvandet.

Grundvandet har en lang opholdstid i undergrunden på Bogø. I to af boringerne vurderes vandet at være mere end 70 år gammelt.

På vandværket gennemgår råvandet almindelig vandbehandling ved beluftning og dobbeltfiltrering gennem åbne sandfiltre for at fjerne eller reducere naturligt forekommende stoffer som jern, ammonium, metan og svovlbrinte.

Vandkvaliteten kontrolleres løbende efter et gældende kontrolprogram udarbejdet i samarbejde med Vordingborg Kommune, og analyserne udføres af det DANAK-akkrediterede laboratorium Eurofins Miljø A/S.

Bogø Vandværk har en samarbejdsaftale med Vandteknik om den daglige drift af vandværket, og vi justerer løbende vandværkets installationer for at optimere drift og vandkvalitet i samråd med rådgivende ingeniørfirmaer og med Vordingborg Kommune som tilsynsmyndighed.

Vandet på Bogø er hårdt med en hårdhed på omkring 20 °dH, og vandværket har derfor installeret en Kalkknuser for at prøve at reducere gener fra kalk.

Vandværkets indvindingstilladelse er på 90.000 m³ om året. Den årlige udpumpning har de senere år ligget omkring 74.000 m³.

Ledningsnettet er omkring 43 km langt og består af PI- og PVC-ledninger. Det vedligeholdes og renoveres løbende.

Bogø Vandværk er et andelsselskab med adresse på Vesterskovvej 11, 4793 Bogø.

Yderligere oplysninger om vandværket, vandbehandlingen og analyseresultaterne findes på hjemmesiden eller fås ved henvendelse til vandværket.